Her er de bedste rejsemål i Portugal

22. december 2023 by Ingen kommentarer

Portugal er et af Europas mest interessante lande – i hvert fald fra et turistmæssigt synspunkt. Landet byder generelt på godt vejr, priserne er lavere end hjemme i Danmark, og så er der et hav af gamle byer som byder på kulturelle attraktioner.

Men hvilke destinationer er de bedste at besøge i Portugal? Få svaret her og bliv klogere på det sydvesteuropæiske land.

Algarve

Algarve er navnet på den sydlige region i Portugal, hvor der er en strandkyst, og den er kendt for sit gode vejr og de smukke naturforhold.

Der er ingen deciderede storbyer på Algarvekysten. Men der er en lufthavn i byen Faro med mange forbindelser rundt i Europa. De mest populære destinationer på kysten er Albufeira, Portimão og Lagos. Som du nok ved, er der fokus på sol, strand, gåture, madoplevelser – og afhængig af byvalget er der enten fest eller afslapning.

Algarve er især oplagt at besøge i vinterhalvåret. Om sommeren kan det blive meget varmt, og der er mange mennesker på kysten. Det er en god destination, hvis du er til strandferie. Du kan både planlægge rejsen selv eller booke en charterferie til Algarvekysten.

Madeira

Madeira er herlig at besøge, når det er koldt i Danmark. For Madeira byder nemlig på godt vejr det meste af året. Der er sjældent super koldt, og temperaturerne er som regel heller ikke for høje. Madeira er både navnet på øgruppen der ligger i Atlanterhavet, men også på selve hovedøen som der oftest henvises til, når det gælder rejser til Madeira.

Ligesom på Algarvekysten er der forskellige destinationer på Madeira. Funchal er den største by, og der kommer fodboldspilleren Cristiano Ronaldo faktisk fra. Det lokale stadion er opkaldt efter ham, og der er et Ronaldo-museum i byen.

Andre destinationer på Madeira er Ponta do Sol, Machico og Santa Cruz. Læs mere om hvor man skal bo på Madeira for at finde den helt rette destination for dig.

Lissabon

Hovedstaden Lissabon er et fantastisk rejsemål. Det er den næstældste by i Vesteuropa, kun overgået af Cádiz i Spanien, som i øvrigt ikke ligger super langt væk.

Lissabon er en smuk og romantisk by med flere gode attraktioner. Desværre er byen blevet lidt overturistet, så mange portugisere er flyttet væk fra centrum, som nu i stedet indtages af andre europæere samt amerikanere med mange penge. Lidt ærgerligt, men derfor er Lissabon stadig en by man bare skal besøge. Der er unikke, historiske attraktioner og ganske god mad. Besøg nogle af de spændende museer, eller tag ud til Belém, hvor det kendte Jeronimos kloster står.

Hvis du besøger Lissabon, kan du også tage på dagsture til nærliggende Sintra og Cascais. To smukke og historiske byer, der er lidt mindre end Lissabon, men næsten lige så interessante. Især Sintra. Der går både offentlige tog og guidede tours dertil.

Porto

Porto ligger i det nordlige Portugal og modtager lidt færre turister end Lissabon – men byen er stadig populær. Det lader endda til at populariteten er stigende, for man hører oftere og oftere om Porto i diverse rejsepublikationer.

Det er en af Europas smukkeste byer rent visuelt. Porto har en flot arkitektur, mange flotte broer ud til floden, og mange gode attraktioner. Besøg for eksempel Livraria Lello, en boghandel der inspirerede Harry Potter-historierne, eller se Clérigos-tårnet der er en af de mest kendte bygninger i byen.

Du kan se fodbold i Porto ved at besøge Estadio do Dragão, hvor FC Porto spiller deres kampe.

Dagsture til andre byer i Portugal er en mulighed, for eksempel ligger den flotte by Aveiro ikke så langt sydpå. Porto har en metro, som kan bruges til at udforske selve byen, hvis du bare foretrækker at blive.

Azorerne

Azorerne er et alternativ til Madeira. Det er en portugisisk ø-gruppe, som ligger forholdsvis langt fra det europæiske fastland. Derfor er det også en ret anderledes destination på mange måder.

Vejret på Azorerne er generelt køligere end på Madeira, og det regner mere. Dog er vejret stadig ret stabilt hele året rundt, så du kan godt tage til Azorerne både om sommeren og om vinteren. Naturen er vidunderlig, og fuldstændig anderledes end hvad vi er vant til i Danmark.

En tur til Azorerne giver rigtig god mening, hvis du vil på vandreture eller bare se noget nyt. Øerne har også en spændende kultur, og du kan besøge flere af øerne på samme rejse, hvis ikke du har noget mod at hoppe lidt rundt. Det er ikke en billig destination, og det tager lidt tid at flyve til Azorerne. Men et større eventyr finder du nok ikke.